Indlæg

Seminar om de nye giganter og nye teknologier

Nyt seminar – om de nye giganter og nye teknologier Colin Dixon, der står bag nScreenMedia, kommer til København 29. november, hvor vi afholder et helt nyt og dybdegående seminar om tv industriens nye udfordringer. Seminaret fokuserer især på strategiske analyser af internationalt orienterede giganter som Amazon, Disney/Fox, MGM m.fl., og hvordan vi kan forvente […]

Sådan får vi has på filmpiraterne!

Undersøgelser viser løbende, at der fortsat er store problemer med ulovlig streaming og ulovlig download. Aktiviteten er fortsat høj blandt folk, der ikke vil betale for et abonnement på en streamingtjeneste eller købe/leje film digitalt.

Men der er håb forude!

Problemet har eksisteret siden de digitale tiders morgen for mediedistribution. Det startede med ulovlig kopiering af cd-diske op gennem 90’erne, siden dvd-diske, og da musikfiler ikke fylder særligt meget, kunne internettet allerede i de tidlige år anvendes til effektiv piratdistribution af musik.

Det startede med Napster i 1999 og plagede omsætningen i musikindustrien gennem ti år, før det tabte begyndte at vende tilbage med fremkomsten af tjenester som især Spotify.

Selv om musikere ofte beklager sig over, at man ikke får så mange penge fra de digitale tjenester som dengang de fysiske skiver levede og havde det godt, må man konstatere, at modellen virker.

Streaming af musik er blevet standarden for musikforbrug, og for forbrugeren er det ganske enkelt fantastisk, at man for omkring en hundredekroneseddel om måneden når som helst og hvor som helst har adgang til stort set alt det musik, der findes i hele verden, nyt som gammelt – og i høj kvalitet.

Det er ganske enkelt enestående, når man tænker lidt over det!

Især når man tænker tilbage på skrattende vinylplader, der skulle vendes hele tiden, og cd-skiver, der skulle tages ned af en hylde og placeres i et apparat for at kunne spille en times musik. Digital distribution er en overvældende effektiv og hurtigt voksende evolution for medieindustrien. En regulær revolution.

Der spares kolossale mængder af plastik og brændstof til logistik for at køre rundt med plastikskiver, og trafikken af musik og film og tv-serier er nu flyttet over i den digitale onlineverden, og det giver fantastiske nye muligheder. Men skyggesiden er der stadig, og især filmbranchen i Danmark hører jeg ofte nedkalde forbandelser over den digitale udvikling, der ses som en ny ond tid, hvor penge er forsvundet, og folk nemt kan stjæle film.

Og det er vitterlig skyggesiden ved digital distribution. Det er alt for nemt at udvikle ulovlige tjenester og slippe godt fra det, og alt for nemt for forbrugeren at få adgang til ulovlige muligheder at omgås copyright på, og det koster penge for industrien.

Det er desværre nærmest lige så nemt som et tryk på en knap at downloade film ulovligt.

Hvor meget det koster for industrien, er svært at beregne, da man ikke kan regne med, at antallet af ulovligt downloadede film modsvarer et tilsvarende lovligt køb.

Problematikken dukkede for nylig igen op på mediernes forsider, da internetleverandøren Telenor vandt en sag i Landsretten. Sagen handlede om de famøse breve, som et advokatfirma på vegne af både danske og internationale filmselskaber har sendt ud til forbrugere, der er blevet afsløret i at have downloadet en film ulovligt.

Sagen satte igen gang i debatten om, hvordan man kommer uvæsenet til livs. Der er overordnet to fraktioner med hver sin model for en løsning: Dem, der forsøger med en kombination af jagten på bagmændene, som sætter de ulovlige sider op, og informationskampagner til medieforbrugerne om, at det altså ikke går. Og så dem, der vil jagte slutbrugerne, afsløre dem med raffineret brug af overvågningsteknologi og dommerkendelser til teleselskaberne om at rykke ud med folks identitet for at sende dem en trussel om sagsanlæg og tilbud om at henlægge sagen for en afgift på omkring 2.500 kroner.

Den sidste model ser ud til at være sat ud af spil, da Landsretten gav Telenor medhold i, at man ikke fremover kan tvinges til at afsløre sine kunders identitet ud fra en dommerkendelse fra et advokatfirma, der har gransket data for internetadfærd fra piratsider. Det er uvist, om sagen går videre til højesteret, men det er hårde odds i en tid med GDPR og stor fokus på vores ret til at beskytte vores data.

Teleindustrien jubler, og dele af filmbranchen raser med en retorik som:  ”Man kan ikke konkurrere med gratis.”

Jeg har fået det indtryk, at mange branchefolk ligefrem ser pirateriet som hovedårsagen til økonomisk krise i dansk film. Det kan det næppe være tilfældet. Den omstændighed, at vi med med digitaliseringen har fået så mange nye muligheder for at se film og tv-serier i stribevis, spiller nok også en rolle.

Men der er grund til optimisme, og branchen vil på sigt adoptere nye forretningsmodeller fra streamingverdenen, alt imens arbejdet med at jagte bagmænd og udvikle informationskampagner rettet mod brugerne af ulovlige tjenester fortsætter for at holde udviklingen af den ulovlige adfærd nede.

For det er tydeligvis vejen frem.

En nordisk undersøgelse viste for nylig, at på trods af at filmbranchen er plaget af den ulovlige adfærd på nettet, så er det værre i Sverige. I marts måned undersøgte det svenske Film- och TV-branschens Samarbetskommitté adfærden med at downloade ulovligt fra for eksempel hjemmesiden The Pirate Bay, og tallene var 21 procent for Sverige, 14 procent for Norge, 10 procent for Danmark og kun 6 procent for Finland.

Og man kunne konstatere, at niveauet i Sverige er det samme som for fem år siden. Projektlederen hos Mediavision, der udførte undersøgelsen, mener, at forskellene mellem de nordiske lande skyldes, at vi i Finland og Danmark har flere aktiviteter igang med at spærre for illegale tjenester, end man har i Sverige.

Så det arbejde Rettighedsalliancen udfører med hele tiden at jagte hjemmesider, der krænker ophavsret, og få dem spærret, har altså en effekt. Og det vil give meget bedre mening at skrue op for denne jagt frem for at jagte brugerne ved at sende dem bøder, hvilket reelt kan opfattes som image-skadende skræmmekampagner. Det er næppe effektivt, men kan tværtimod skade filmbranchens omdømme, hvor urimeligt det så end måtte være.

Teleindustrien har arbejdet fint sammen med Rettighedsalliancen om at få spærringer af ulovlige streamingtjenester iværksat effektivt, så det er altså ikke rimeligt, når filmbranchens folk kaster deres vrede over teleselskaberne, som ikke vil udlevere folks private data.

Men jeg tror fortsat ikke på, at man nogensinde kan komme ulovlig adfærd helt til livs. Det vil altid friste forbrugere med anløben moral, men man kan tydeligvis holde det nede. På sigt vil streamingindustriens nye forretningsmuligheder også vinde mere og mere indpas, selv om disse nye modeller for mange i filmbranchen ikke er populære, da de umiddelbart ikke ser ud til at kunne give høje indtægter.

Den model Netflix går ud med, viser formentlig vejen frem. Med global distribution af en tv-serie eller film kan selv en dansk producent nå hele kloden med en dansk tv-serie, når Netflix trykker på en knap. Men man har typisk som producent solgt alle sine rettigheder i en enkelt aftale, og den model er svær at sluge for mange.

Alle må dog kunne se, at modellen rent faktisk virker. Selv om alt, der kan streames, også kan piratkopieres og piratstremes, så er motivationen for en amoralsk slutbruger alt andet lige betydelig mindre, når en tv-serie eller film er tilgængelig på en prisbillig streamingtjeneste.

Og er man Miso Film, der har produceret en tv-serie som The Rain til og for Netflix, så behøver man overhovedet ikke bekymre sig om pirater og ulovlig download.


Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Filmmagasinet Ekkofilm


Hollywoods gyldne skraldespand

Ud over både flere nye tv-serier og nye sæsoner af populære tv-serier satser Netflix som bekendt også meget på spillefilm.

Man forsager bevidst visning i biograferne modsat streaming-konkurrenten Amazon, der med Amazon Studios spiller pænt med på biografindustriens præmisser og udvikler spillefilm, som får almindelig biografdistribution, før de vises som streaming.

Netflix har, ved at se på deres big data, analyseret sig frem til, at vi abonnenter ganske vist er vilde med deres tv-serier, men vi vil gerne jævnligt holde en serie-pause og slappe af med en traditionel spillefilm – måske en aften, hvor vi foretrækker et koncentreret drama, der afvikles og afrundes på et par timer med høj production value.

Derfor bruger Netflix penge på både selv at producere film og på at indkøbe film, der bringer helt nye typer af distributionsaftaler ind i filmindustrien.

Netflix vil under ingen omstændigheder stille deres egne film til rådighed for biografdistribution, og det kan der være mange interessante grunde til. Netflix’ officielle udmelding er, at deres abonnenter til hver en tid skal have deres film stillet til rådighed, straks de er færdige, og selskabet vil ikke lade streaming-abonnenternes penge bruges til, at biograferne skal tjene penge.

Jeg har tidligere skrevet her på Ekko om Netflix’ satsninger på film, og det er et tankevækkende faktum, at indtil videre har de fleste af deres film ikke været anmeldersucceser, for at sige det mildt.

Hvis man ser bort fra de to film, der deltog på Cannes-festivalen i 2017, Okja og The Meyerowitz Stories, har de fleste fnyst hånligt af rædsler fra Adam Sandler, en kikset Brad Pitt-film og en velproduceret, men banal action-fantasy-film med Will Smith, den 90 millioner dollar dyre Bright.

Ikke desto mindre har Netflix bestilt fire nye Adam Sandler-film, og der kommer en opfølger til Bright. Netflix har med deres big data åbenbart kalkuleret sig frem til, at lige meget hvad anmelderne siger, er der et passende stort og hengivent publikum til disse film blandt deres 120 millioner abonnenter over hele kloden.

Men ud over at Netflix fortsætter med at investere i deres egne film, og endda har en stor Martin Scorsese-film på vej, er der på det seneste blevet afprøvet bemærkelsesværdig distribution af større Hollywood-film. Her fungerer Netflix nærmest som en gylden skraldespand for store film, der for Hollywood-selskaberne er endt med at blive alt for risikable til en storstilet biografdistribution.

Gylden, fordi Hollywood-studiet sikres nogle rigtige menneskepenge for film, der ellers nærmest var endt med at bliver betragtet som bedst at smide i en skraldespand. Mest markant er eksemplet med Paramount-filmen Annihilation, der har global premiere på Netflix 12. marts, mens den i USA siden 25. februar har været vist i over 2.000 biografer. Filmen fik også biografpremiere i Canada og Kina.

Men hvordan kan en visning på Netflix kun sytten dage efter verdenspremieren i amerikanske biografer hænge sammen?

Paramount har tabt styrtende med penge på film som mother!, Suburbicon og Downsizing, og sporene fra Warner Brothers’ kæmpeflop med Blade Runner 2049 skræmmer, så en åbenbart intellektuelt krævende science fiction-film som Annihilation blev tidligt anset som økonomisk farefuld, selv om den byder på stjerner som Natalie Portman og Oscar Isaac og er skabt af manden bag Ex Machina, Alex Garland.

Filmen testede dårligt. Publikum kunne ikke finde ud af den, og produceren David Ellison forlangte en række ændringer, der kunne gøre filmen lettere at fordøje. Men han kunne ikke få gennemtrumfet det, da Alex Garlands medproducer, Scott Rudin, havde final cut, så Garland fik sin vilje med filmen.

Nu kan han i stedet begræde, at hans film, omhyggeligt skabt til det store, flotte biograflærred, ikke bliver vist i en biograf i hans hjemland England. Til gengæld kan stort set hele kloden se den via Netflix fra 12. marts.

Annihilation har kostet 55 millioner dollars, og den kom ganske rigtigt til at gå virkelig skidt i amerikanske biografer trods fine anmeldelser. Fremfor at begynde at overveje, om den var værd at lancere på det europæiske marked, overlod Paramount den til Netflix, der betaler, hvad der svarer til cirka halvdelen af filmens budget på de 55 millioner dollars.

For Netflix er det formentlig rigtigt billigt.

Her får de vidtrækkende eneret til en fin spillefilm for omkring 27 millioner dollars frem for at bruge 90 millioner dollars på selv at få lavet en film som Bright. Netflix har jo kun det ene, simple mål hele tiden at gøre sig så lækker over for de 120 millioner abonnenter, at de ikke siger op. Sådanne bemærkelsesværdige filmaftaler er et effektivt middel til målet og et mindre greb ned i lommen med de otte milliarder dollars, som Netflix vil bruge på indhold i 2018.

The Cloverfield Paradox - produceret til biograflærrederne, men endte på de +120 millioner skærme hos Netflix kunder.

The Cloverfield Paradox er et andet paradoksalt eksempel på en ganske stor film med et budget på 45 millioner dollars, der var så forvrøvlet, at den til trods for højt produktionsbudget og meget fine skuespillere blev betragtet som uegnet til biografpremiere.

Paramount valgte derfor at lade Netflix rive et stort stunt ud af den ukendte film: en overraskende reklame under Super Bowl med budskabet: “Se filmen på Netflix lige efter kampen.” Så slap man også for at lade anmelderne se filmen før udgivelsen. Og Paramount fik formentlig de fleste af pengene hjem for filmen uden at ofre biografvisning og markedsføring på den.

Denne udvikling bliver uhyre interessant at følge. Er det her mon bare nogle enlige svaler eller en ny tendens, hvor film, der bare er det mindste kreativt og intellektuelt udfordrende for biografgængerne, helt vil forsvinde fra de store lærreder?

Ender biograferne med kun at kunne tilbyde film, der er lige så letfordøjelige som popcorn og cola? Superhelte, der kæmper om de store biograflærreder i endeløse rækker af prequels og sequels, et par årlige store animationsfilm og i ny og næ en vellykket dansk komedie eller dansk psykopatkrimi?

Vi kan så vælge at blive hjemme og samle biografernes spildte talent op af den gyldne Netflix-skraldespand.


Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Filmmagasinet Ekkofilm


Danflix

Venstres mediepolitiske juleoverraskelse kom i form af et udspil om en ny, stor public service-pulje, hvortil der skal knyttes en “public service-pendant til den populære streamingtjeneste Netflix”.

Som Britt Bager, Venstres kultur- og medieordfører, forklarede det torsdag eftermiddag:

”Når vi kalder den Danflix, udspringer det selvfølgelig af Netflix. Men det er samtidig en måde at understrege på, at vi mener, at vi i fremtiden skal samle alt dansk indhold ét sted.”

Dér ringede klokker i mit juletrætte hoved, eftersom det var sætninger, jeg selv engang har formuleret! Jeg registrerede sågar domænet, men mon jeg har husket at betale det?

Jeg gik mine omfattende digitale arkiver igennem og fandt powerpoint-plancher og emails fra 2011. Og ganske rigtigt. Jeg havde på en workshop 10. oktober 2011 introduceret ordet ”Danflix” for en større kunde, og jeg fik konstateret, at jeg stadig stod som ejer af domænet.

Jeg kunne også konstatere, at jeg i både 2013 og 2014 havde foreslået større danske aktører på mediemarkedet, at en samlet streamingtjeneste for dansk indhold kunne være et oplagt bolværk mod den fortsatte vækst blandt danske kunder, som Netflix blev ved med at præstere.

Det var jo morsomt at se, at Venstre havde fundet frem til en lignende idé, og ikke mindst helt det samme navn, så jeg skrev en lille småskrydende opdatering på Facebook:

Så gik det løs – med overskrifter på blandt andet dr.dk, eb.dk og bt.dk samt masser af interesse på de sociale medier.

Jeg skal såmænd ikke påberåbe mig større orakuløs indsigt end, hvad rimeligt er. Men i 2009 stod det klart, at Netflix havde fat i noget rigtigt med deres streamingtjeneste, som startede i 2007. I efteråret 2011 var store Comcast i USA (svarende til YouSee) begyndt at miste kunder til Netflix.

Det var et hedt emne i medieanalytiske kredse, og jeg holdt mange indlæg, seminarer, workshops, foredrag og konferencer, hvor Netflix blev analyseret, og der blev advaret om, at de jo nok kom til Danmark. I 2013 eller 2014, troede vi dengang.

Men jeg oplevede rent faktisk, at stort set alle i branchen – tv-stationer, producenter, teleoperatører og tv-distributører – slet ikke troede på, at det at sende tv og video over internettet ville kunne lade sig gøre i større skala, og at forbrugerne ikke ville være interesseret.

Så min idé om, at man skulle bygge en Danflix i et samarbejde mellem producenter og tv-stationer, var det umuligt at få nogen til at interessere sig for.

Men idéen er stadig rigtigt god – også selv om den ikke er specielt original, al den stund at den er stærkt inspireret af den amerikanske streamingtjeneste Hulu.

Hulu gik som streamingtjeneste i luften i 2007 med et koncept, der samlede de mest populære tv-serier og shows fra de store amerikanske tv-stationer i én tjeneste. I dag ejes Hulu af Fox, Disney og NBC/Universal (der ejes af kabel-tv-operatøren Comcast) med hver 30 procent-ejerandel, mens TimeWarner har ti procent.

Brugerfladen på Hulu minder om Netflix, men er altså sammensat af programindhold fra både de største broadcastere i USA, samt en lang række mindre. Forbrugerne opfatter i høj grad Hulu som den ultimative “båndoptager” service for løbende tv-udsendelser.

I øvrigt vil Disney efter fusionen med Fox sidde med 60 procent samlede ejerandele at Hulu, og Disney/Fox kommer til at dominere den fortsatte udvikling af Hulu. Hulu er i øvrigt også begyndt at producere egne originale serier, hvor The Handmaid’s Tale har været den mest opsigtsvækkende (som HBO Nordic pt. distribuerer i vores del af verden).

Så min tilbagevendende vision har været, at der på dansk grund er grobund for en ”dansk Hulu”, en Danflix, bygget på elementer af samme model som Hulu.

Men siden 2014 har jeg ikke tænkt mere på idéen, fordi udviklingen gik i en anden retning. De enkelte danske tv-stationer gik for alvor i gang med at bygge deres egne streamingtjenester, og i dag har vi nu for eksempel TV 2 Play, Viaplay og DR TV, der alle fungerer fint på deres hjemmesider, men især som apps på alle vores moderne medieenheder – endda også med live-tv.

Udviklingen har altså bevæget sig væk fra fælles platforme og hen mod individuelle apps. Her er også DR selv langt fremme med en glimrende service til licensbetalerne, og streaming fra DR er højest rangerende på danske brugerundersøgelser.

Men det har også provokeret mange aktører på det danske tv-marked, hvor der er sat meget store spørgsmålstegn ved, om DR overhovedet skal påtage sig rollen som distributør og bruge licensmidler på teknologiske investeringer?

Det er et af de spørgsmål, der helt oplagt skal politisk afklares i de kommende medieforligsforhandlinger, og spørgsmålet må også have rumsteret i Venstres hoveder, da de planlagde oplægget. For kunne Danflix måske bare være at tage den nuværende DR-streamingtjeneste og lægge den uden for DR i en ny konstruktion? Eller tænker man, at en ny organisation skal starte forfra og bygge en helt ny streamingtjeneste fra bunden?

Det kan jo godt lade sig gøre. Streaming er ikke længere raketvidenskab, men der er dog ganske mange tekniske udfordringer i at få det til at køre lige så godt, som forbrugerne er vant til fra for eksempel Netflix. Det kan blive dyrt. Og nu har vi danskere for vores licensmidler allerede betalt for én streamingtjeneste – DR TV – så måske de bare skulle køre videre i et lidt andet regi?

Eller skulle en af landets tv-operatører bygge den nye nationale streamingtjeneste? De sidder med voldsomme udfordringer, eftersom kunderne flygter væk fra kabel-tv-pakkerne, omsætningen falder, for nu streamer kunderne i stedet direkte fra DR og TV 2 og fylder resten af livet med Netflix.

Så kabel-tv-operatørerne trænger til noget nyt at rive i, en ny måde at samle kunderne, og de har alle også erfaringer med streamingtjenester. Men hvem af dem skal det så være? Og må en Danflix-streamingtjeneste være kommerciel? Og vil TV 2 overhovedet være med? De satser tydeligvis benhårdt på deres eget lukkede univers med TV 2 Play – at de selv vil eje kunden.

Før man kan begynde at se konturerne af nogle konkrete svar, er der et stort kompleks af politiske elementer, der skal forliges om, før man kan se, om idéen giver mening.

Det er jo ikke småpenge, vi taler om.

Venstre vil i forslaget skære 400 millioner af DR’s 3,7 milliarder fra licensmidlerne og placere dem i en ny pulje, som alle vil kunne søge fra, til at skabe indhold, der så i sidste ende skal dukke op på Danflix, som ikke skal koste danskerne yderligere, altså åbenbart uden abonnement. Dertil kommer yderligere 100 millioner i puljen fra den nuværende mediestøtteordning, så Danflix puljen vil blive på mindst 500 millioner.

Et nyoprettet public service-nævn – besat af fagpersoner – skal fordele midlerne fra Danflix-puljen, og alle skatteydere i Danmark kan søge fra puljen – også DR og TV 2. Man tænker jo straks, hvem disse fagpersoner mon kunne være? Og hvor dette nye mediemagtfulde public service-nævn så skal regere fra? Mon ikke Filminstituttet kan se sig selv som selvforskrevet, og gerne byder sig til med at stille nogle skriveborde og public service-pulje-erfarne hoveder til rådighed?

Der er rigtigt mange spørgsmål, og vi er mange, der ser frem til 1. februar, hvor regeringen ifølge Britt Bager vil præsentere sit samlede bud på et medieforlig. Der er foreløbig god borgelig vind om forslaget, da kulturminister Mette Bock finder det ”utrolig spændende”.

Tilbage til Danflix. Er det et godt navn? Måske er der en grund til, at jeg ikke selv har fulgt mere ihærdigt op på Danflix, for måske er navnet, trods at jeg ejer domænet, ikke det mest geniale.

Eller også er det netop et helt fantastisk perfekt og flot folkeligt navn for danskernes helt egen public service-streamingtjeneste! Danflix læner sig jo smukt op ad den fine tradition fra for ekempel Danland, Dankort og Danbriketter …

Trods alt dette smukke Dan, så har Morten Marinus fra Dansk Folkeparti udtalt sig krænkende over for både Venstre og mig ved at komme med denne fornærmende vurdering af navnet Danflix i Berlingske: ”Det er åndssvagt. Jeg synes, det klinger af en eller anden firmatitel fra en eller anden Olsen-banden-film.”

Men der er jo også mange andre muligheder, såsom DanPlay, DaneFlix, LetStream, NemTV, DanTV, BorgerTV, DanTube og hvad ved jeg. DR TV lyder også godt.


Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Filmmagasinet Ekkofilm