Indlæg

Sådan får vi has på filmpiraterne!

Undersøgelser viser løbende, at der fortsat er store problemer med ulovlig streaming og ulovlig download. Aktiviteten er fortsat høj blandt folk, der ikke vil betale for et abonnement på en streamingtjeneste eller købe/leje film digitalt.

Men der er håb forude!

Problemet har eksisteret siden de digitale tiders morgen for mediedistribution. Det startede med ulovlig kopiering af cd-diske op gennem 90’erne, siden dvd-diske, og da musikfiler ikke fylder særligt meget, kunne internettet allerede i de tidlige år anvendes til effektiv piratdistribution af musik.

Det startede med Napster i 1999 og plagede omsætningen i musikindustrien gennem ti år, før det tabte begyndte at vende tilbage med fremkomsten af tjenester som især Spotify.

Selv om musikere ofte beklager sig over, at man ikke får så mange penge fra de digitale tjenester som dengang de fysiske skiver levede og havde det godt, må man konstatere, at modellen virker.

Streaming af musik er blevet standarden for musikforbrug, og for forbrugeren er det ganske enkelt fantastisk, at man for omkring en hundredekroneseddel om måneden når som helst og hvor som helst har adgang til stort set alt det musik, der findes i hele verden, nyt som gammelt – og i høj kvalitet.

Det er ganske enkelt enestående, når man tænker lidt over det!

Især når man tænker tilbage på skrattende vinylplader, der skulle vendes hele tiden, og cd-skiver, der skulle tages ned af en hylde og placeres i et apparat for at kunne spille en times musik. Digital distribution er en overvældende effektiv og hurtigt voksende evolution for medieindustrien. En regulær revolution.

Der spares kolossale mængder af plastik og brændstof til logistik for at køre rundt med plastikskiver, og trafikken af musik og film og tv-serier er nu flyttet over i den digitale onlineverden, og det giver fantastiske nye muligheder. Men skyggesiden er der stadig, og især filmbranchen i Danmark hører jeg ofte nedkalde forbandelser over den digitale udvikling, der ses som en ny ond tid, hvor penge er forsvundet, og folk nemt kan stjæle film.

Og det er vitterlig skyggesiden ved digital distribution. Det er alt for nemt at udvikle ulovlige tjenester og slippe godt fra det, og alt for nemt for forbrugeren at få adgang til ulovlige muligheder at omgås copyright på, og det koster penge for industrien.

Det er desværre nærmest lige så nemt som et tryk på en knap at downloade film ulovligt.

Hvor meget det koster for industrien, er svært at beregne, da man ikke kan regne med, at antallet af ulovligt downloadede film modsvarer et tilsvarende lovligt køb.

Problematikken dukkede for nylig igen op på mediernes forsider, da internetleverandøren Telenor vandt en sag i Landsretten. Sagen handlede om de famøse breve, som et advokatfirma på vegne af både danske og internationale filmselskaber har sendt ud til forbrugere, der er blevet afsløret i at have downloadet en film ulovligt.

Sagen satte igen gang i debatten om, hvordan man kommer uvæsenet til livs. Der er overordnet to fraktioner med hver sin model for en løsning: Dem, der forsøger med en kombination af jagten på bagmændene, som sætter de ulovlige sider op, og informationskampagner til medieforbrugerne om, at det altså ikke går. Og så dem, der vil jagte slutbrugerne, afsløre dem med raffineret brug af overvågningsteknologi og dommerkendelser til teleselskaberne om at rykke ud med folks identitet for at sende dem en trussel om sagsanlæg og tilbud om at henlægge sagen for en afgift på omkring 2.500 kroner.

Den sidste model ser ud til at være sat ud af spil, da Landsretten gav Telenor medhold i, at man ikke fremover kan tvinges til at afsløre sine kunders identitet ud fra en dommerkendelse fra et advokatfirma, der har gransket data for internetadfærd fra piratsider. Det er uvist, om sagen går videre til højesteret, men det er hårde odds i en tid med GDPR og stor fokus på vores ret til at beskytte vores data.

Teleindustrien jubler, og dele af filmbranchen raser med en retorik som:  ”Man kan ikke konkurrere med gratis.”

Jeg har fået det indtryk, at mange branchefolk ligefrem ser pirateriet som hovedårsagen til økonomisk krise i dansk film. Det kan det næppe være tilfældet. Den omstændighed, at vi med med digitaliseringen har fået så mange nye muligheder for at se film og tv-serier i stribevis, spiller nok også en rolle.

Men der er grund til optimisme, og branchen vil på sigt adoptere nye forretningsmodeller fra streamingverdenen, alt imens arbejdet med at jagte bagmænd og udvikle informationskampagner rettet mod brugerne af ulovlige tjenester fortsætter for at holde udviklingen af den ulovlige adfærd nede.

For det er tydeligvis vejen frem.

En nordisk undersøgelse viste for nylig, at på trods af at filmbranchen er plaget af den ulovlige adfærd på nettet, så er det værre i Sverige. I marts måned undersøgte det svenske Film- och TV-branschens Samarbetskommitté adfærden med at downloade ulovligt fra for eksempel hjemmesiden The Pirate Bay, og tallene var 21 procent for Sverige, 14 procent for Norge, 10 procent for Danmark og kun 6 procent for Finland.

Og man kunne konstatere, at niveauet i Sverige er det samme som for fem år siden. Projektlederen hos Mediavision, der udførte undersøgelsen, mener, at forskellene mellem de nordiske lande skyldes, at vi i Finland og Danmark har flere aktiviteter igang med at spærre for illegale tjenester, end man har i Sverige.

Så det arbejde Rettighedsalliancen udfører med hele tiden at jagte hjemmesider, der krænker ophavsret, og få dem spærret, har altså en effekt. Og det vil give meget bedre mening at skrue op for denne jagt frem for at jagte brugerne ved at sende dem bøder, hvilket reelt kan opfattes som image-skadende skræmmekampagner. Det er næppe effektivt, men kan tværtimod skade filmbranchens omdømme, hvor urimeligt det så end måtte være.

Teleindustrien har arbejdet fint sammen med Rettighedsalliancen om at få spærringer af ulovlige streamingtjenester iværksat effektivt, så det er altså ikke rimeligt, når filmbranchens folk kaster deres vrede over teleselskaberne, som ikke vil udlevere folks private data.

Men jeg tror fortsat ikke på, at man nogensinde kan komme ulovlig adfærd helt til livs. Det vil altid friste forbrugere med anløben moral, men man kan tydeligvis holde det nede. På sigt vil streamingindustriens nye forretningsmuligheder også vinde mere og mere indpas, selv om disse nye modeller for mange i filmbranchen ikke er populære, da de umiddelbart ikke ser ud til at kunne give høje indtægter.

Den model Netflix går ud med, viser formentlig vejen frem. Med global distribution af en tv-serie eller film kan selv en dansk producent nå hele kloden med en dansk tv-serie, når Netflix trykker på en knap. Men man har typisk som producent solgt alle sine rettigheder i en enkelt aftale, og den model er svær at sluge for mange.

Alle må dog kunne se, at modellen rent faktisk virker. Selv om alt, der kan streames, også kan piratkopieres og piratstremes, så er motivationen for en amoralsk slutbruger alt andet lige betydelig mindre, når en tv-serie eller film er tilgængelig på en prisbillig streamingtjeneste.

Og er man Miso Film, der har produceret en tv-serie som The Rain til og for Netflix, så behøver man overhovedet ikke bekymre sig om pirater og ulovlig download.


Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Filmmagasinet Ekkofilm