Er dansk film smadret?

Claus Bülow Christensen, 15. april 2022

Foto: xxx

 

Billedtekst: Druk smadrede sig frem til en Oscar i 2020

Jeg elsker dansk film og glædes over hvor godt det går, og jeg glæder mig over de mange muligheder, der er for at vi får endnu flere gode danske film i fremtiden.

Derfor bliver jeg urolig, når jeg ser de mange skræmmende udmeldinger om hvor store trusler udefra, der hænger over dansk film. Det er uhyggeligt, især fordi jeg ikke forstår det.

I det seneste nummer af Filmmagasinet Ekko kunne jeg læse en artikel om Ane Halsboe-Jørgensen, hvor vores Kulturminister taler om dansk film og bl.a. udtaler, at ”Paradoksalt nok har dansk film aldrig været mere truet.”

Og i en nylig kronik i Politiken skrev Christina Rosendahl at ”dansk film er smadret”.

Som analytiker, der arbejder fuldtids med nøgternt at granske tal og tendenser for udviklingen, og se på realistiske fremtidsscenarier, både nationalt og internationalt, kan jeg simpelthen ikke få øje på de trusler.

Det foruroliger mig, at jeg med min viden og erfaring og logiske sans ikke forstår, hvorfor de siger dette. Hvorfor taler så mange i disse mediepolitiske tider taler om en stor trussel mod dansk film?

Nogle gange argumenteres der for, at der mangler penge til ægte danske produktioner, men alligevel bliver der lavet virkelig mange gode og prisvindende danske film – andre gange går argumentationen på, at det er selve hjertet af det danske, der er truet af iskolde amerikanske algoritmer.

Et argument for at der skal tilføres nye penge til at finansiere den ægte danske film, er at indtægterne fra DVD markedet er forsvundet.

Jeg bliver så træt – for, altså, det er mere end 10 år siden, at det stod klokkeklart at DVD markedet var på vej væk. I 2011 blev der solgt 12 millioner DVD’er og i 2016 var det faldet til  tre millioner.

Siden 2017 har markedet for film på fysiske skiver stabiliseret sig på godt 1 million styk årligt. Så DVD markedet har været velkendt lille og stabilt i fem år. Det argument er helt tyndslidt og hører ikke hjemme i en mediepolitisk debat i 2022 – DVD’en hører til i mediehistorien.

I øvrigt har der fra 2017 til 2020 været en stigning på 50% i køb og salg af film digitalt (som f.eks. hos Blockbuster.dk).

Dengang DVD’en var på toppen og sendte mange penge til dansk film, fandtes der ikke store streamingtjenester, der var villige til at investere i dansk film. Ole Bornedals stort anlagte biograffilm fra sidste år, ”Skyggen i mit øje” havde f.eks. Netflix som væsentlig medinvestor.

Amerikanske streamingtjenester er meget velvillige til at investere i dansk film, og nogle gange virker det som om, at branchen ikke vil vedkende sig dette. Det er som om, at hvis de danske film ikke er sanktioneret af Det Danske Filminstitut, så er de ikke rigtig danske.

Danskerne finder også rigtig meget indhold allerede i dag hos en amerikansk streamingtjeneste som Netflix.

Ved en nylig spørgeundersøgelse jeg selv har udarbejdet sammen med analysefirmaet Wilke, fandt vi endda ud af, at når vi spurgte danskerne ”Hvor ser du dansk indhold i dag?”, så var DR og TV 2 forventeligt i toppen med hhv. 52% og 37% mens Netflix var nummer tre med 23%.

Når man spurgte ”hvilke betalte streamingtjenester tilbyder mest dansk indhold” så var TV2 i top med 57% mens amerikanske Netflix var nummer to med 39%.

Så Netflix tilbyder allerede masser af dansk indhold til danskerne, og vil tydeligvis gerne producere meget mere dansk. Disney har netop ansat en række markante danske profiler til at stå for deres danske produktioner, og det samme har HBO, og Amazon har også bebudet, at de vil lave dansk indhold.

Der bliver simpelthen fremover stor efterspørgsel på danske film og tv-serier og derfor vil dollars fra Netflix og Disney og Amazon og Apple og HBO strømme ud i miljøet.

Er det en trussel mod selve det danske? Eller giver nye og fri markedskræfter det største løft til den danske film, som vi nogensinde har set?

Vi har levet med amerikanske streamingtjenester i snart 10 år, og dansk film har i den periode ikke bare overlevet – den trives også overmåde godt, vinder Oscars og nomineringer og tiltrækker stort publikum.

Den danske filmbranches spidser og vores kulturminister rejser glade talstærkt til Hollywood og deltager i den store amerikanske filmfest, og selv om der hverken blev delt Oscars eller lussinger ud til dansk film i år, så var det en stor fest for dansk film.

Der produceres som aldrig før, branchen er decideret overophedet, så det er altså gået forrygende for dansk film i de ti år med streaming på markedet, helt uden streamingskatter eller kulturbidrag.

Dansk filmtalent står stærkt overfor hele markedet, også Netflix og Disney og Amazon og Apple og HBO, og kravet om at tvangsopkrævet kulturbidrag er i mine øjne et udtryk for en undervurdering af egne evner.

Nemlig evnen til over for de store amerikanske pengestrømme at få skabt den ægte danske historie, der tager udgangspunkt i hvem vi danskere er, indhold som er et spejl på vores kultur, samfund og demokrati og som er en del af vores dannelse og det, der binder os sammen, som man har kunnet læse.

Lur mig om de mange store streamingtjenester ikke gerne vil det særegne – både for at tilfredsstille og lokke deres danske kunder, og for at have noget unikt, der effektivt kan distribueres over hele kloden

Pengene er så rigelige på markedet i øjeblikket, og der kommer kun flere.

Hvis man da ikke får skræmt de amerikanske aktører helt væk fra vores marked med krav om dyre rettighedsafregninger, der ikke passer ind i deres modeller. Sammenslutningen Create Danmark har udviklet modeller for fremtidig afregning af rettigheder, et fint initiativ, men åbenbart gjort det meget dyrere for alle at producere indhold i Danmark.

TV 2 har meldt ud, at de holder igen med danske produktioner, indtil de kender konsekvenserne fuldt ud. HBO og Netflix har bebudet at være afventende.

Jeg håber branchen besinder sig og kan nå frem til et aftalegrundlag, som alle kan leve med. Ellers er der dobbelt op på at stække investeringslysten – både streamingskat og nye dyre rettigheder på én gang.

Det er naivt at forestille sig, at det ikke får betydning for dansk film og tv-serier, hvis rettighedsafregning i Danmark bliver mere kostbart end i andre lande.

De store amerikanske streamingtjenester vil altid optimere på deres budgetter, og hvis de bliver pitch’et en spændende dansk filmproduktion, med dygtige danske kreative bag, og de har et tilsvarende svensk projekt, der vil være billigere, så vil den danske produktion selvfølgelig blive forbigået.

Men streamingtjenesterne har jo brug for dansk indhold? Ja, men bliver det danske marked præget af både en streamingskat på mindst 5% og voldsom dyr rettighedsafregning, så vil de gå udenom. Og at gå udenom vil også føre til situationer, hvor f.eks. en dygtig dansk instruktør bliver tilbudt en stor film for Netflix eller Disney eller Warner eller Amazon, rettet mod det danske marked og med en god dansk historie, og mod et godt honorar.

Men instruktøren er bundet til at skulle forlange vilkår for rettighedsafregning fastsat efter danske systemer – og streamingfirmaet siger så, at det kan de altså ikke honorere, sådan fungerer deres model desværre ikke. Men du får jo et virkelig stort honorar, så hvad vil du? Sige nej til et spændende og velbetalt projekt med celeber global rækkevidde eller fastholde jeres lokale krav?

Den kan blive svær. En ren opskrift på utilsigtet talentflugt fra dansk film.

”Når streamingtjenesterne udvælger hvilke film og tv-serier de vil investere i, tænker de ikke på danskerne, de tænker i algoritmer.” skrev producenten Michael Obel i en kronik i Politiken 4. marts 2022 under den uhyggelige overskrift ”Dansk film er på vej ind i en dødsspiral”.

Men man har da ikke til alle tider prøvet at regne den ud, så at sige, beregne hvad folk har lyst til at se? Hvilke historier, der er relevante for publikum? Hvad der kan trække folk i biografen, så man kan tjene nogle penge.

Man kan nemt sætte en algoritme op for den ofte udskældte danske Netflix serie The Rain, men man kan lige så nemt sætte en algoritme op for Druk, og få begge produktioner til at ligne algoritmestyret spekulation.

De forkætrede algoritmer er ikke en fare, de er alle producenters gode venner. I mine øjne må aktørerne i dansk film altså tage sig sammen og tilpasse sig den ny virkelig – og se ind i fremtiden uden at være tynget af gamle principper og vanetænkning.

Og hvorfor skulle danske filmmagere ikke kunne lave stor dansk kultur med hjælp fra de fri markedskræfter?

Jeg tror, det er noget man tror. Man har ikke tal og empiri, der kan understøtte at dansk filmkultur vil blive smadret af streamingtjenesternes algoritmer. Men man tror det. Og man fornemmer, at der er store følelser på spil.

Man undervurderer egne evner til fortsat at få skabt stor dansk filmkunst i en ny virkelighed, hvor der er virkelig mange penge til rådighed, selvom eksemplerne er talrige.

Regeringen vil meget gerne støtte op med flere penge til dansk film og rider med på angstbølgen om den smadrede danske film – måske fordi det er bedre at hive pengene op af lommen på andre fremfor at skulle finde dem på finansloven.

Branchen er overophedet, og hvis der indføres et kulturbidrag, er der i lang tid fremover ingen der har tid til at bruge pengene. Pålægges streamingselskaberne en afgift på 5% sender de bare regningen videre til kunderne, og når priserne stiger på streamingabonnementerne, vil flere sige op og i stedet søge mod gratistjenester som YouTube og TikTok og det kommende reklamefinansierede PlutoTV. Det kan vi faktisk se i brugerundersøgelserne.

Så det er altså et skidt tidspunkt med streamingskat og kulturbidrag – hvis man virkelig tror det er redningen for, hvad man tror er en smadret dansk film, kunne man jo også vælge at se tiden an.

Til der er luft i produktionsmiljøet igen og til man bedre kan argumentere for at dansk filmkultur ikke kan overleve i den nuværende udvikling.