Analyse: Et haltende kulturbidrag
Det er egentlig ganske pinligt, at Danmark ikke selv vil støtte sin filmkultur. Branchefolk kunne have kæmpet for at dansk film skulle have f.eks. 100 millioner kroner fra finansloven, hvilket burde have været muligt, nu hvor der spares 60 millioner på at lukke ned for radioen 24Syv.
Ihærdige branchefolk rettede i stedet alle lobbykræfterne ind på at få gennemført skat og finansieringskrav på streamingtjenesterne, selvom der har været talrige advarsler om meget sandsynlige uheldige følgevirkninger, fra både eksperter og branchens egne folk.
Man kan med spænding se frem til en analyse af, hvordan det indførte kulturbidrag reelt vil bidrage til mere arbejde for medlemmerne i både Producentforeningen og i kunstnerorganisationerne.
De samlede 5% skat og pligt vil kunne give omkring 70-80 millioner i kontanter, og dertil tvangsinvestering i produktioner for omkring 120 millioner. Det er hvad der kan komme ud af kulturbidrag fra TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO Max, Prime Video, Disney+, SkyShowtime, AppleTV+, CMore m.fl.
Prøv at tænke over, hvad mange af de nævnte tjenester egentlig repræsenterer af økonomisk slagkraft. Læg dertil, at de store amerikanske tjenester har en erklæret strategi om at blive mere lokalt orienteret for at tiltrække lokale kunder. De vil alle gerne have mere dansk indhold.
Hvis alle disse tjenester kunne få lov i fred og ro at videreudvikle et nyt dansk film og tv-marked, uden bøvl med besværlige rettighedsaftaler og ærgrelser over en skat og besvær med forpligtelser, så ville vi i de kommende år kunne have set en tilførsel af midler til produktionsbranchen og kunstnerne, der får værdien af Kulturbidraget til at ligne håndører.
Et nyt kæmpeboom til producenter og kunstnere! Et boom, der måske nok alligevel kommer før eller siden, men med kulturbidraget risikerer Danmark uforvarende at forhale en sådan frugtbar udvikling ved at lægge sten på vejen derhen – og stække at vi igen kan se en sund og frodig opblomstring, som den vi så fra 2019 til 2021, indtil Create Denmark fadæsen ødelagde alt med en lammende konflikt om rettighedsbetaling.
Hvis de store amerikanske streamingtjenester nu vælger bare at droppe produktion i Danmark helt, kan de blot betale de 5% og sende regningen videre til kunderne. Det vil give et par hundrede millioner kroner til dansk film og tv-produktion, betalt af danske streamingkunder. Det lyder jo meget godt, men i det scenarie får vi ingen investeringer fra de amerikanske tjenester.
Før Create Denmark krisen satte alt i stå, så vi investeringer fra Viaplay, HBO Max og Netflix i størrelsesordenen 900 millioner kroner gennem 2020 og 2021. Hvis de fortsat vil bruge så mange penge, kan de nu vælge at bruge dem i Norge, Sverige og Finland, hvor der også er gode skatterabatter på 25% at hente.
Prøv at se det fra en stor amerikansk streamingtjenestes perspektiv:
Vi skal have produceret noget nordisk indhold til vores nordiske kunder – hvordan fordeler vi vores penge mellem de nordiske lande?
Sverige, Norge og Finland – skatterabatter på op til 25% og ingen streamingskat eller investeringsforpligtelser.
Danmark: Ingen skatterabatter og en streamingskat og investeringsforpligtelse på samlet 5%
Men der er jo meget godt talent i Danmark? Ja, men de kan jo vælge at arbejde i et af de andre nordiske lande, hvor der er masser af projekter.
Når vi dertil lægger, at den danske krone står stærkt over for den svenske og norske, vil streamingtjenesterne få meget mere filmarbejde for pengene uden for Danmark. Det kan kulturbidraget dog ikke beskyldes for at være årsag til – men det er lige prikken over i’et.
Ude i den danske branche hører man om mange fyringer, mens svenske produktionsselskaber ikke kan skaffe folk nok.
I lyset af disse betragtninger forekommer beslutningen om kulturbidraget at være det sidste søm i ligkisten til den danske tv- og filmproduktionsbranche årgang 2023. Med lobbyarbejde og politisk behandling helt løsrevet fra realiteterne i europæiske støttesystemer, global streamingstrategi, markedsdynamik, konsekvenser og følgevirkninger, men alene fokuseret på et quick-fix til den danske filmbranche.
Set fra mit skrivebord i en markedsanalytisk vinkel, ser jeg kulturbidraget som uskøn symbolpolitik, der i bedste fald bliver et nulsumsspil. Vi kaster en våd klud ud over, hvad der var en lovende ny æra for branchen, som vi endda nåede at se hvordan kunne se ud fra 2019 til 2021.
Men der er f.eks. blevet sagt:
“…streamingtjenesternes forretningsmodel trækker penge ud af det danske økosystem. Det går ud over de traditionelle finansieringskilder…”
Og det er sådan set rigtigt nok – men også lige netop essensen af, hvad det er vi er vidne til disse år med film, tv og streaming markedet – en klassisk disruption-proces, der uvægerligt fører til et paradigmeskifte.
Paradigmeskifter opstår, når nye aktører, der har succes med udnyttelse af nye teknologier, opbryder traditionel finansiering og økosystemer og tvinger nye spilleregler ind på et marked. Historien har igen og igen vist, at det kan man ikke forhindre ved at kæmpe imod, kun i nogle tilfælde forhale et stykke tid.
Mens vi så befinder os i denne forhalingsperiode opruster alle de store streamingtjenester sig i Bruxelles i The VOD Coalition, der med anseelige midler vil arbejde i den kommende tid med talrige argumenter og bevisførelser for hvorfor streamingskat og investeringsforpligtelser er unfair og bryder EU’s principper om proportionalitet i det digitale indre marked.
Og de vil have en god sag. I den forbindelse er det skræmmende at vores kulturminister under pressemødet om kulturbidraget vurderede, at det vil “indbringe cirka 100 millioner kroner til dansk indholdsproduktion” og at “det vil være nok til at råde bod på den omfattende produktionskrise, som dansk film har befundet sig i de sidste par år.”
Dermed sætter kulturministeren nærmest lighedstegn mellem konsekvenserne af den lammende Create Denmark konflikt og mangel på penge i branchen. Altså at streamingtjenesterne skal bøde for en 100% selvskabt plage i den danske produktionsbranche.
Den slags udtalelser vil blotlægge det danske kulturbidrag som et brud på EU’s proportionalitetsprincipper – det er ikke et gangbart argument for en streamingskat, og sætter Danmark i risikozonen for en sag ved EU Domstolen.
Men foreløbig vil jeg unde branchefolk at glæde sig over afklaringen af kulturbidraget, efter at politikerne i årevis har holdt branchen hen med en både pinefuld og pinlig lang ventetid. Og lade alle glæde sig over, at man nu kan se frem til nogle nye tvangsopkrævede støttepenge.
Mens mange i branchen kan lune sig ved tanken om dette, så buldrer den internationale streamingudvikling ude i den store verden af sted i et fortsat mere hysterisk og uforudsigeligt tempo, og nye udfordringer vil ramme dansk film og tv.
Beslutningen om Kulturbidraget burde have været udsat nogle år.
Skriv en kommentar
Lyst til at kommentere?Skriv gerne!