Hvem skal levere tv i fremtiden?

Analyse

Af Claus Bülow Christensen, [sc_post_date]

Tv-branchen har gennemlevet en voldsom forandring de seneste 5-10 år. Det lægger pres på kabel-tv udbyderne og antenneforeningerne, efterhånden som både de store streaminggiganter kommer med deres nye tjenester, og de store techgiganter, som Apple og Google, også vil være tv-udbydere.

Nogenlunde samtidig med at Netflix kom til Danmark i oktober 2012 begyndte en stor forandringsproces for tv-mediet. Netflix beviste, at internettet var klar til distribution af tv, film og video, og tv-stationer rundt omkring i verden så med undren til, at et amerikansk silicon valley firma var i stand til at sende film og tv-serier ud til hele kloden. Og senere selv producere dem.

Netflix lærte forbrugerne hvad streaming var, og lærte alle i tv-branchen, at man kunne levere video og tv i flot kvalitet via internet, på alle mulige apparater, og at forbrugerne var klar. TV stationerne tog hurtigt teknologien til sig, og oprustede deres eksisterende organisationer for at streame deres live-tv og arkiv. I Danmark ser vi i dag, at de største tv-stationer som DR og TV 2 er ved helt at ændre karakter fra at være tv-stationer til at blive gode danske streamingtjenester.

TV stationerne bliver til streamingtjenester

Begge stationer har meldt ud, at deres fremtid er streaming. Og vi har NENT Group bag de velkendte Viasat kanaler og deres Viaplay service, der også med succes ved at transformere sig til en dansk/nordisk streamingtjeneste. De velkendte Kanal 4 og Kanal 5 og andet fra Discovery Networks er efter den bragende kamp med YouSee blevet heftigt kørt i stilling på streamingtjenesten Dplay, der til næste år bliver til den globale Discovery+ streamingtjeneste. Deres danske kanaler vender næppe nogensinde tilbage til YouSee’s kabel-tv pakker.

Danske tv-stationer er godt med – så langt så godt. Men i mellemtiden stormer Netflix frem i de danske husstande, hvor vi bruger 40% af vores tid på at se deres tv-serier og film, og 35% af vores tid på DR TV, TV 2 Play og Viaplay tilsammen. I horisonten kan vi se den store amerikanske streamingkrig trække op, Streaming Wars nærmer sig Danmark. Disney+ startede i september i Danmark, og er blevet en mægtig succes – hver femte danske husstand har tegnet abonnement på Disneys streamingtjeneste, der allerede nu er den sjette største streamingtjeneste i Danmark. Og de er kun lige startet.

WarnerMedia, der bl.a. ejer HBO, har annonceret, at de til næste år breder sig ud over verden med deres eksklusive HBO Max streamingtjeneste, også i Danmark, og vi får formentlig også Paramount Network, og Peacock, der er startet i USA her i foråret med indhold fra NBCUniversal. HBO Max og Peacock rummer tusinder af tv-serier og film fra Warner koncernen, NBC og Universal Studios.

Fælles for disse gigantiske amerikanske mediekoncerner er, at de med streamingtjenester nu kortslutter mange års komfortable værdikæder, hvor de kan spare alle mellemmænd væk, og distribuere deres arkiver og alle deres nye tv-serier og film direkte ud i stuerne over hele kloden.

Det er intet mindre en revolution på tv-markedet, der med denne udvikling er forandret for altid. For os forbrugere er det en fest, der er utroligt meget godt at vælge imellem, noget for enhver smag og aldersgruppe – og foreløbig til ganske lave priser.

Men vi ser stadig også fjernsyn på den gamle facon, det vi ofte kalder flow-tv, altså at sidde i sofaen med fjernbetjeningen og skifte kanal og se på, hvad der bliver sendt i fjernsynet lige her og nu. Det er stadig 67% af danskerne, der har et kabel-tv abonnement, men som også kombinerer dette med et eller flere streaming abonnementer. Kun 13% af os ser alene tv, og har ikke noget streaming. I dag er det 28% af danskerne, der kun ser tv via streaming abonnementer, og for længst har droppet kabel-tv. (tal fra analysefirmaet Wilke fra august under Copenhagen Future TV Conference 2020).

Cable cuttere

Og kabel-tv afhopperne er i vækst, f.eks. er YouSee gået fra næsten 1,4 millioner abonnenter i 2015 til omkring 1,1 millioner i starten af i år. Så faktum er, at kabel-tv og “almindeligt tv” langsomt viger for streaming, og det ses især tydeligt for de 13% af forbrugerne, der i dag helt har sagt kabel-tv op og kun bruger streaming.

Det kræver stadig lidt teknisk fingersnilde at få det sat op, men fladskærms producenterne er blevet rigtig gode til at levere deres skærme med indbyggede apps til alle de mest populære streamingtjenester, og vi er også mange, der har købt vores egen tv-boks og sat den til fladskærmen, f.eks. en AppleTV boks eller en Chromecast fra Google.

For mange handler det om, at det også ofte er en billigere løsning for husstanden at droppe kabel-tv, at man dermed får frigjort nogle hundrede kroner, og i stedet selv via streaming sammensætter det, man har lyst til at se i husstanden.

Vi er så at sige blevet vores egne aggregatorer, som man ofte betegner det i branchen, at vi selv samler den pakke, vi vil se. Det er godt for rigtig mange, der oplever større valgfrihed og sparer nogle penge. Selvom det stadig er lidt mere besværligt end den nemme tilgang til en kabel-tv pakke fra sofaen med fjernsynets fjernbetjening, så føler kabel-tv afhopperen, at de til gengæld er blevet rigere på oplevelser.

Dog oplever mange også en forvirring over de mange nye muligheder, og kan ligefrem blive stresset over alt det, der nu er at vælge imellem, og have svært ved at beslutte sig. Der ses derfor paradoksalt nok et gryende behov for, at der er nogle nye, der kan optræde i en ny form for aggregator rolle, altså tage rollen som den, der sammensætter fremtiden tv-pakke, en kombination af tv- og streamingtjenester, både danske og alle de amerikanske.

Det har været tanken bag tjenesten YouTV, der ejes af Nuuday, der som bekendt også ejer YouSee. Andre af de etablerede kabel-tv operatører arbejder formentlig med noget lignende.

YouTV er tænkt som den moderne streaming forbrugers nye måde at samle tv-kanaler og streamingtjenester sammen i én app, men døjer med, at der stadig mangler ganske meget indhold, såsom nabolands tv-kanaler og Netflix. Skal YouTV have succes, så haster det.

For det er netop kampen om at indtage fremtidens rolle som den, der pakker tv og streaming tilbuddene sammen for os på en ny og overskuelig måde, der anses for at være den næste store kamp på tv-markedet. Først havde vi det trygge gamle kabel-tv, så kom streaming væltende ind over os, og alt blev nærmest splittet ad, og vi kunne selv sammensætte vores tv forbrug meget mere fleksibelt – men det gør os også trætte i hovedet, så både YouSee og de amerikanske techgiganter har fået øje på, at der skal kæmpes om at samle det, vi vil have, på helt nye og lækre måder.

Og den kamp er i fuld gang, og vil spidse til i de kommende år. Nuuday/YouSee håber med YouTV at kunne samle mange af de tabte kabel-tv kunder op igen, inden techgiganterne får tag i den danske befolkning.

Techgiganternes tv- ambitioner

Det er nemlig lige præcis, hvad de store silicon valley firmaer pønser på, selvom vi ikke har set så meget på det danske marked endnu. I USA er AppleTV+ nemlig også en tjeneste, der samler en masse tv- og streaming tjenester sammen i én samlet AppleTV brugerflade, så det er nemt at finde rundt i udbuddet, finde nyt, hoppe ind og ud af abonnementer, og nemt at se på fladskærmen eller en mobil enhed. Disse nye ting med AppleTV+ kan man dog ikke se i Danmark endnu, hvor vi foreløbig kun kan se indhold i form af Apple’s egne tv-serier og film. AppleTV boksen er også et knudepunkt for Apple’s smarthome koncept, HomeKit, hvor man via Siri på iphones kan give ordrer til sine højttalere, lamper og fjernsyn.

Google er i færd med fuldstændig det samme, og har for nylig lanceret GoogleTV, en ny lille fiks dims, der afløser til den gamle Chromecast, og sættes direkte til stuens fladskærm via en HDMI indgang. Den åbner også op for alverdens streamingtjenester, nye versioner af YouTube, en stor butik for køb og leje af film, og kan hjælpe med at finde rundt i det hele. Den forbinder sig også til andre Google Home enheder, som f.eks. Nest højttalere og dørklokker, så man kan tale til sit fjernsyn og fortælle, hvad man har lyst til at se, eller se hvem der ringer på døren.

Amazon har helt det samme tilbud, og har i USA i mange år haft deres FireTV bokse, der også er populære i England og Tyskland. Det er en del af at være Amazon Prime kunde, hvor man får gratis fragt for alt, hvad man køber hos Amazon, og får Amazon Prime Video med i hatten. I USA findes tillige Amazon Channels, hvor en lang række tv- og streaming tjenester er nemt tilgængelige for Amazon kunder via Amazons egne tv-bokse. Amazon forventes at dukke op med deres almægtige e-handelsbutik i Danmark i 2021 – de er allerede åbnet i Sverige, og så vil Amazon også forsøge sig som en nordisk tv-aggregator. Amazon kæmper også om fremtidens smarte hjem med deres Alexa koncept, hvor man også kan tale med husets lamper og kommandere med fjernsynet.

Disse tre store amerikanske techgiganters aggressive ambitioner om at spille en stor rolle på markedet for tv- og streaming, er et regulært skrækscenarie for de danske kabel-tv operatører, og med god grund. I Wilke forbrugerundersøgelsen i august spurgte vi nemlig også direkte danskerne ind til, hvordan de så på muligheden for at få en ny leverandør til at samle deres tv- og streaming pakke sammen. Vi spurgte:

“Hvis dette blev tilbudt, hvilke of nedenstående udbydere, ville så være mest attraktive for dig at have sådan en løsning hos?”

Her svarede folk:

Google: 24%

Apple: 20%

YouSee: 11%

Så det ser jo ikke godt ud for danske kabel-tv udbydere.

MEN!

Hvis der er én ting, som alle forbrugerne skal have for at kunne levere al denne fremtidens streaming og tv, så er det godt bredbånd. Og det kan kabel-tv udbydere og antenneforeninger jo heldigvis også tilbyde deres kunder, så den forretning vil bestå i mange år.

Man kan så forsøge sig med at kunne tilbyde kunderne gode pakkeløsninger, med f.eks. nogle lokale danske tv-og streamingtjenester, og Netflix lader sig også gerne være en del af sådanne pakker. TV 2 Play dukker jo f.eks. efterhånden op som en del af tilbud fra flere tjenester, både mobilabonnementer, benzinkort og hos COOP – så det at være loyal kunde i Brugsen også giver billigt abonnement på TV 2 Play. Sådanne modeller vil vi se mere af, og det gælder om at være opfindsom.

For vi kan jo ikke stoppe hverken streaminggiganterne og techgiganterne, de er aggressivt på vej med endnu mere fristende tilbud til danskerne. Heldigvis kan vi fortsat konstatere, at dansk indhold er meget populært, og gammeldags tv-sening stadig eksisterer – der er fortsat mange, der ikke er helt klar til at lægge den gamle fjernbetjening fra sig og i stedet tale til fjernsynet.

Seneste indlæg

Samtale med Hans van Rijn

En samtale med Disney's Hans van Rijn, i anledningen af lanceringen af Star, og hvad det betyder for streamingmarkedet. Se video eller hør podcast.

Hvem skal levere tv i fremtiden?

Et højaktuelt FutureTV webinar. Tv-stationer, teleselskaber, mediegiganter, techgiganter – hvem foretrækker forbrugerne som leverandør af deres tv i fremtiden? Vi præsenterer på dette webinar helt nye brugerundersøgelser og analyser for den teknologiske udvikling og brugernes adfærd – og kigger ind i fremtiden.

Det mest radikale medie – anno 1996

/
Hvordan internettet vil blive meget vigtig for mediebranchen i en nær fremtid. Anno 1996!

Hvem skal levere tv til dig i fremtiden? – Analyse

/
Tv-branchen har gennemlevet en voldsom forandring de seneste 5-10 år. Det lægger pres på kabel-tv udbyderne og antenneforeningerne, efterhånden som både de store streaminggiganter kommer med deres nye tjenester, og de store techgiganter, som Apple og Google, også vil være tv-udbydere.
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar