Den danske produktionsrabatordning
– forventninger, effekter og faldgruber?
Danmark har endelig fået en produktionsrabatordning – men hvad betyder den reelt for film- og tv-branchen? Hvem vinder, hvem taber, og hvordan sikrer vi, at ordningen får maksimal effekt i praksis?
I denne session stiller vi skarpt på den nye danske produktionsrabat og sætter den i internationalt perspektiv. Med forskningsbaseret viden og konkrete brancheerfaringer diskuterer vi, hvordan ordningen kan løfte produktionen i Danmark, tiltrække investeringer og styrke kompetencerne – og hvor faldgruberne kan opstå.
Et oplæg for alle, der arbejder med film, tv, animation og produktion – og som vil være med til at forme, hvordan den danske produktionsrabat kommer til at fungere i virkeligheden.
Produktionsrabatordninger er et velafprøvet redskab, der internationalt har vist sig effektivt til at stimulere lokal film- og tv-produktion, tiltrække investeringer og opbygge varige kompetencer i branchen.
Sessionen indledes med et analytisk overblik over den danske ordning og dens internationale kontekst. Herefter følger en samtale med centrale danske brancheaktører om deres forventninger, erfaringer og konkrete input til den danske produktionsrabatordning, som åbner for første ansøgningsrunde medio marts 2026.
Forventningerne til ordningen er høje. Den ses som et centralt redskab til at øge produktionsaktiviteten i Danmark, tilføre branchen international erfaring og styrke Danmarks position på det globale film- og tv-marked.
Den danske produktionsrabatordning
Ordningen består af to underpuljer med hver to årlige ansøgningsrunder:
- 100 mio. kr. til spillefilm, fiktionsserier samt dokumentarfilm og -serier
- 25 mio. kr. til animationsfilm og -serier
Den første ansøgningsrunde i 2026 åbner medio marts.
Indledning og paneldialog
Lektor ved Aarhus Universitet Jakob Isak Nielsen indleder sessionen med en introduktion til den danske produktionsrabat og sætter den i perspektiv gennem sammenligning med internationale ordninger. Oplægget trækker blandt andet på viden fra det europæiske forskningsprojekt CresCine, der analyserer konkurrenceevnen i syv mindre europæiske filmøkosystemer – herunder det danske.
Herefter følger en konstruktiv paneldialog med markante danske brancheaktører, hvor vi får indblik i:
- forventningerne til den danske ordning
- erfaringer med internationale incentiv- og rabatordninger
- anbefalinger til, hvordan ordningen får størst mulig effekt i en dansk kontekst
Panelet diskuterer bl.a.:
- Ordningens styrker og svagheder
- Vindere og tabere: Hvilke typer produktioner vil især få gavn af ordningen?
- Balancen mellem at fastholde danske produktioner og tiltrække udenlandske
- De økonomiske rammer og konsekvenser for det samlede filmøkosystem
- Opkvalificering og kompetenceudvikling blandt danske filmarbejdere
- Hvad mangler der? Fx krav til bæredygtighed, miljøcertificering eller andre strategiske indsatsområder
Der vil undervejs være mulighed for at stille spørgsmål til panelet via SLIDO.
Paneldeltagerne
Line Aarsland
Vicedirektør, Det Danske Filminstitut
Ole Bendixen
Direktør og ejer, FilmGear
Lars Bjørn Hansen
Direktør, SF Studios Production
Claus Toksvig Kjær
Direktør og producer, Nørlum Animation





