Danmark – et skrækeksempel?

Create Denmark konflikten om rettighedsbetaling var en sørgelig sag for dansk fiktionsproduktion, og følgevirkningerne er fortsat ret uoverskuelige. Den danske fiktionsbranche er på vej ind i et økonomisk usikkert år, da der i 2022 er blevet udviklet meget få nye projekter. Branchen skønner selv at tabet kan løbe op til en til halvanden milliard kroner – og mange tabte arbejdspladser.

I oktober 2022 blev der efter et usædvanligt langt forløb indgået en aftale mellem Create Denmark (der repræsenterer danske kreative forbund) og Netflix, og udvikling kunne gå i gang igen. Men der ser ikke ud til at være sket så meget endnu.

Dårlig timing

Den danske rettighedskonflikt var dårlig timing, for i samme år som Netflix stoppede udvikling i Danmark, tabte firmaet en stor luns af sin markedsværdi, konkurrenterne blev mere truende og hele streamingmarkedet har døjet med økonomiske nedture og ændrer nu strategier. Især forventes det at man generelt vil satse på at producere færre titler af en højere kvalitet.

Der mangler fortsat at blive indgået rettighedsaftaler med andre store globale streamingtjenester som Disney+, Prime Video, AppleTV+ m.fl. Og belært at den måde Netflix opførte sig på, skal man passe på ikke at undervurdere de andre spilleres stålfaste positioner.

Det står nemlig nu klart, at Netflix har stået urokkeligt fast på en model, de allerede lancerede i februar 2020. Her indgik Netflix en model for betaling af rettigheder i Tyskland, og de følgende år har Netflix indgået tilsvarende modeller i Norge og Sverige.

Det var en model med succesbaserede kriterier, den såkaldte completer-model, hvor der delvis afregnes efter hvor mange, der ser et værk færdigt. Denne model blev af danske forbund anset som dårlig og urimelig, og langt ringere end den danske model, som man efterfølgende kæmpede for at få gennemført.

Der tegner sig et billede af en benhård og kynisk strategi fra Netflix’ side: enten tager I vores model, eller vi dropper jer helt. Det troede man ikke på i Danmark, og det kostede altså den danske branche mindst en milliard kroner. Netflix brugte brutalt Danmark som skrækeksempel for de næste lande, hvor de skal indgå rettighedsaftaler. Create konflikten var omsonst. Netflix vil aldrig gå med til en særaftale i et enkelt land.

Denne hårde taktik kan vi også forvente at se i 2023, hvor en række EU landes forskellige modeller for at lægge skat på og stille krav til de globale streamingtjenester vil blive udfordret hårdt i EU systemet, både af drevne lobbyister og med juridiske tiltag. Det danske kulturbidrag vil komme til at stå for skud.

Der var i Folketinget i april 2022 flertal for, at alle streamingtjenester skulle aflevere 6 % af deres omsætning til uddeling til public service-puljen og dansk film. Det skabte mange steder i branchen stor jubel, men det nåede aldrig at blive færdigbehandlet og vedtaget før valgkampen gang i gang.

I en kommentar fra Kommissionen til den danske regering om lovteksten til det oprindelige kulturbidrag på 6 %, skriver kommissionen direkte, at hvis man ønsker at indføre en så høj sats skal man forklare nærmere, hvorfor man finder dette nødvendigt.

Sådanne kommentarer ville have være incitament for store globale streamingtjenester til at anlægge sag mod Danmark ved EU Domstolen, hvis det blev vedtaget og implementeret. Det kan stadig ske.

En ny model

Med den nye blandingsregering er der nu blevet skrevet en revurdering af kulturbidraget ind i regeringsgrundlaget – man skal se på investeringsforpligtelser fremfor kun en afgift, hvilket var blå bloks oprindelige ønske.

Der arbejdes nu på at få revurderingen af kulturbidraget gjort økonomisk attraktiv for branchen ved at præsentere en ny model overfor medieordførerne og den nye kulturminister.

Og her skal man virkelig passe på.

Hvis vi ender med en ny model for kulturbidrag/streamingskat, der godt nok ud fra et lokalt dansk udsyn kan se politisk fornuftig ud for branchen, men samtidig forsømmer at se på de generelle globale markedsmekanismer, så kan det gå galt.

De store streamingtjenester har slået sig sammen i en koalition med hovedsæde i Bruxelles, og en tjeneste som Netflix viser tænder i flammende høringssvar til både den norske og danske regering med protester over pålæggelse af store krav, når de nu i forvejen gerne vil producere i vores lande.

Meget tyder på, at Netflix, ganske som ved Create Denmark forløbet, for længst har besluttet sig for, hvad de vil finde sig i af forskellige ordninger ud over Europa, og at de vil arbejde hårdt for en harmonisering ud fra, hvad de finder er enkle og rimelige ordninger – og varmer op til et skrækeksempel ved at lægge sag ved EU Domstolen mod et land, som de mener de kan dokumentere ikke følger gængse retningslinjer for proportionalitet.

Hvis Danmark fastholder noget i stil med det oprindelige kulturbidrag, der med sine 6 % med længder var det højeste i Europa, så risikerer vi en sådan retssag. Det vil kunne strække sig over mange år og få triste konsekvenser for væksten i dansk fiktionsproduktion.

Netflix er iskolde. Det var de under Create Denmark konflikten, og det vil de være igen med kulturbidrag, streamingskatter og investeringforpligtelser – de vil ikke tøve med sagsanlæg for at få cementeret en ensartethed i EU, baseret på markedsdrevne kriterier. Og de andre globale streamingtjenester vil støtte op om dette.

Man kan selvfølgelig i Danmark beslutte sig for, at de globale streamingtjenester ikke sådan bare skal tryne små EU-lande – men så får vi heller ikke deres penge. Der er nok af andre ting, de kan bruge deres penge på end danske tv-serier og film.

Hvis danske fiktionsproducenter fremover vil sikre sig omsætning fra globale streamingtjenester skal man virkelig passe på ikke at blive for griske. Det så vi med tydelighed gav katastrofalt bagslag i 2022, og det kan ske igen.

Men hvis alt dette falder fint på plads, så er der grund til optimisme – de globale streamingtjenester har ikke skruet særlig meget ned på deres investeringslyst til indhold, og de har alle brug for lokalt indhold for at sikre deres internationale vækst. Bare ikke for enhver pris.

Oprindeligt udgivet 16. januar i en kortere version som blog på Ekkofilm.